Alarm: Mand med gevær i boligområde

Det tog sig en noget andet drejning, da patruljer rykkede ud til en alarm om en mand med et gevær

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi rykkede onsdag morgen ud med en større indsats i Bystævneparken i Brønshøj.

Meldingen var, at en mand var set med et gevær på et tag.

Stor indsats

- Vi har haft en stor indsats. Vi fik en anmeldelse om en mand med et gevær på et tag. Det tager vi meget alvorligt, så vi faciliterer en større indsats i Bystævneparken, siger politiets vagtchef Martin Kajberg.

Det viste sig dog at være en mand, som var bestilt til at skyde skadedyr, fortæller vagtchefen.

- De har ikke underrettet os om det. Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, når vi hører om en mand på en beboelsesejendom med en riffel, siger han.

Politiet var massivt til stede som følge af meldingerne om en mand med et gevær.

Muligt efterspil

Politiet skal nu finde ud af, hvad det får af efterspil for det firma, der ikke havde givet politiet besked om, at det havde sendt en mand ud for at skyde skadedyr.

- Man skal orientere os om det, siger Martin Kajberg.

Stadig på stedet

Politiet fik anmeldelsen klokken 08.26. Den operative indsats varede knap halvanden times tid.

Der vil onsdag formiddag være en tryghedsskabende indsats på stedet, fortæller vagtchefen.

- Vi bliver derude lidt tid, hvis nogen har lyst til at tage en snak med os, skriver Københavns Politi på X.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS