Afvist asylansøger fængslet for dødsulykke
En mand er varetægtsfængslet på en særligt bestyrket mistanke om, at han er skyldig i uagtsomt manddrab
En kvinde mistede onsdag morgen livet i en alvorlig trafikulykke i Midtjylland, hvor hun og en anden bilist kørte frontalt ind i hinanden.
Det skete på Rute 13 ved Nørre Snede, der ligger lidt over 30 kilometer vest for Horsens.
Den anden part - en 34-årig mand, der bor på Udrejsecenter Kærshovedgård - er onsdag blevet varetægtsfængslet in absentia i sagen.
Indlagt på hospitalet
Det oplyser anklagerfuldmægtig Linda Bork Pedersen, som mødte i grundlovsforhøret i Retten i Herning, til Ritzau.
At han er fængslet in absentia betyder, at den 34-årige ikke selv var i retslokalet under grundlovsforhøret.
Det var han ikke i stand til, da han er indlagt på hospitalet som følge af dødsulykken.
Derfor havde forsvarsadvokaten heller ikke fået talt med ham inden retsmødet.
Nægter sig skyldig
Forsvareren oplyste derfor i grundlovsforhøret, at hans klient nægtede sig skyldig i sigtelsen, der lyder på uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Dommeren har onsdag fængslet den 34-årige mand af hensyn til retshåndhævelsen.
Det kræver, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at manden er skyldig i den rejste sigtelse.
Manden er som udgangspunkt blevet varetægtsfængslet i fire uger, men så snart han er i stand til at møde i retten, skal der berammes et nyt retsmøde, hvor der skal tages stilling til fængslingen.