Afslører: Derfor blev skoleelev stukket med kniv

En 16-årig dreng siger, at han kun ville gøre sit offer bange. Det var ikke meningen at skære ham med kniv

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

En 13-årig dreng blev alvorligt såret i underarmen ved et knivstikkeri på skolens område.

Den 16-årige gerningsmand erkendte ikke fuldt ud handlingen, men angav at have haft en kniv med for at skræmme.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Blodkar og muskler blev skåret over. Knoglen var blottet, men havde ikke taget skade.

Sådan beskriver de retsmedicinske erklæringer de skader, som en 13-årig dreng fik i sin underarm ved et knivstikkeri på afdelingen Bækkelund på Brøndby Strand Skole fredag i spisefrikvarteret.

Knivsåret målte syv centimeter på den ene led og fire på den anden.

Kender sig skyldig

Det er anklager Kristoffer Bruun Hansen, som lørdag ved et retsmøde i Retten i Glostrup, læser op fra materialet i sagen. Her bliver den 16-årige knivstikker fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag.

Han er kender sig skyldig - det var i hvert fald, hvad hans advokat, Hamayoon Ali, oplyste ved retsmødets start. Men da den 16-årige selv afgiver forklaring, er det så som så med erkendelsen.

Ville gøre ham bange

- Meningen var slet ikke at gøre det. Det var bare for at gøre ham bange, fortæller den 16-årige dreng fra retslokalets vidneskranke.

Den 13-åriges forklaring er en anden. Den fremgår af en afhøringsrapport, som Kristoffer Bruun Hansen læser op fra.

Ville snitte i arm

Ifølge den 13-årige havde den 16-årige sagt, at han ville snitte et "T" i den yngre drengs arm. Et vidne har desuden fortalt til politiet, at han på skolen hørte den 13-årige råbe:

- Hjælp! han vil gerne lave et "T" på min arm med sin kniv, skulle den 13-årige ifølge vidnet have råbt.

Det var en episode i skolens kantine, som gik forud for knivstikkeriet. Her havde drengene fjollet, og da de gik op for at hente noget mad, valgte den 13-årige at slå sin ældre kammerat i baghovedet med flad hånd.

Blev pludselig alvor

Efter lidt mere tumult endte drengene uden for på et rygeområde. Til at begynde med havde det ifølge både den sigtede og vidners forklaring karakter af leg, men på et tidspunkt blev det alvor. Blodig alvor.

Den 16-årige fortæller i retten, at han nogle gange har haft en kniv med i skole. Han har været udsat for trusler, men da anklageren spørger ham nærmere ind til det, kan han ikke huske fra hvem.

Pårørende sad med

På tilhørerpladserne sidder flere pårørende. Blandt andet den sigtedes søster. På et tidspunkt læser anklageren op fra en afhøring, som politiet har foretaget af hende.

- Det passer ikke. Det sagde jeg ikke, lyder det fra den unge kvinde på bageste række.

Bedt ikke kommentere 

Venligt bliver hun af anklager og dommer gjort opmærksom på, at hun ikke skal komme med sin forklaring ved retsmødet, men oplyser hende om, at politiet vil afhøre hende igen.

Hvorvidt den 16-årige skal varetægtsfængsles afgøres senere lørdag.

Et knivstikkeri har fredag fundet sted på Brøndby Strand Skole.
Powered by Labrador CMS