Afhørt i spionsag
Torsdag er tidligere V-minister Claus Hjort blevet afhørt. Intet nyt er kommet til, skriver han på Facebook
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet afhørt af politiet. Det sker i sagen, hvor han er sigtet for at afsløre højt klassificerede oplysninger.
Det skriver han på sin Facebook-profil torsdag eftermiddag.
Han har tidligere skrevet, at sigtelserne mod ham for læk af statshemmeligheder er baseret på oplysninger, der er ytret i den offentlige debat.
- Jeg har i dag torsdag været til afhøring om den sigtelse, der er rejst mod mig for overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Det sker på baggrund af det materiale, jeg fik adgang til sidste torsdag.
Op til 12 års fængsel
- Afhøringen viste, at der ikke er kommet nyt til. Så jeg kan konstatere, at det er avisartikler og debatter foregået i fuld offentlighed, skriver han.
Straffelovens paragraf 109 kan give op til 12 års fængsel.
Sigtelserne er hemmelige, men den tidligere minister ønsker, at de bliver offentliggjort. De formodes at have baggrund i, at han ad flere omgange bekræftede, at Danmark har et hemmeligt overvågningssamarbejde med USA, hvor store mængder data bliver overvåget.
Meget skadeligt
Claus Hjort Frederiksen retter samtidig en hård kritik af regeringens håndtering af sagen.
Den har skabt "maksimal interesse om FE's arbejde" og "stor international opmærksomhed om sagen".
- Det er meget skadeligt – ikke mindst i den aktuelle anspændte situation, skriver han.