Ædt af flammer: Så hårdt er folkeskole ramt

Vemmelev skole brød i brand sent tirsdag aften. En længe med fem klasselokaler på skolen er brændt ud

Kraftig brand i Vemmelev Skole på Skolevej 2 i Vemmelev tirsdag aften den 15. oktober 2024.
Offentliggjort Sidst opdateret

Vemmelev Skole på Vestsjælland brød tirsdag aften i brand, og en hel længe er forsvundet i flammerne.

Det fortæller skolechef i Slagelse Kommune Torben Møller Nielsen.

Branden betyder umiddelbart, at flere elever i udskolingen skal undervises i andre lokaler, når de på mandag vender tilbage fra efterårsferie.

- Vi har en fløj med fem stamlokaler, der er brændt ned.

- Der er nogle ganske få sodskader i nogle tilstødende lokaler, men det kan vi nå at rengøre inden på mandag, siger Torben Møller Nielsen.

Mindsker behov

Skolechefen tilføjer, at to klasser desuden er i erhvervspraktik i næste uge, hvilket mindsker det akutte behov for at få klargjort fem nye lokaler til undervisning. Skolen kan nøjes med lidt færre lokaler.

- Så der er skole på nærmest normale vilkår på mandag i Vemmelev, siger skolechefen.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om branden klokken 22.25 tirsdag, og brandslukningsarbejdet har stået på i løbet af natten.

- Beredskabet har lavet et fantastisk arbejde i løbet af natten og holdt branden i én bygning. Det er vi meget taknemmelige over, siger Torben Møller Nielsen.

Brandårsag skal udnersøges

Politiet kendte klokken 01 natten til onsdag ikke årsagen til branden. Meldingen fra vagtchef Morten Kronbo var, at området ville blive afspærret efter slukningen for at undersøge årsagen nærmere.

Der var ingen tilskadekomne, lød det fra vagtchefen.

Vemmelev Skole har omkring 450 elever og er placeret cirka ti kilometer sydvest for Slagelse.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS