Advarer mod skræmmende politi-mails
Der er falske mails i omløb
Borgere har modtaget e-mails, hvor det fremgår, at afsender er Interpol.
Lokalpolitiet i Frederikshavn har i de senere dage modtaget flere anmeldelser, oplyser politikommissær Michael Elkjær.
Disse mails er falske, og der er tale om svindel, lyder advarslen.
I den falske mail står der, at man er mistænkt for pædofili, og at man har 72 timer til at reagere på den modtagne mail.
Og det fremgår også af mailen, at såfremt man undlader at reagere, vil der blive udsendt en international arrestordre på modtageren, ligesom man vil blive oprettet som seksualforbryder.
Vil narre penge fra modtagere
Hvis man svarer, vil afsenderen typisk forsøge at liste penge ud af modtageren.
”Vi vil gerne opfordre til, at man som borger sletter den modtagne e-mail og ikke besvarer den, såfremt man skulle modtage en sådan. Det er klart falsk, og der er tale om svindel,” siger Michael Elkjær.
Politikommissæren understreger, at de falske e-mails bærer klart præg af, at der er anvendt Google translate i oversættelsen til dansk.