Advarer: Løb væk og ring til politiet
Østjyllands Politi efterforsker sagen og har løbende patruljer i området
Citathistorie: TV2 Østjylland.
En formodet seriekrænker i Trige, nordvest for Aarhus, er stadig på fri fod. Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
- Politiet efterforsker stadigvæk sagen og har løbende patruljer i området, siger Jakob Christensen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.
Indtil videre har Østjyllands Politi modtaget otte anmeldelser om blufærdighedskrænkelse i området.
Blandt anmelderne er både teenagepiger og voksne kvinder, som enten er blevet forsøgt kysset eller befamlet af krænkeren.
- Det er kvinder, manden går efter, bekræfter Jakob Christensen.
Nåede at tage billede
En 16-årig pige nåede at tage et billede af manden, efter han krænkede hende. Siden har Østjyllands Politi også udsendt et signalement af krænkeren.
Skulle man blive antastet af den formodede seriekrænker i Trige, er politiets opfordring, at man gør, ligesom de andre kvinder:
- Løb væk fra stedet og kontakt politiet, siger Jakob Christensen til TV2 Østjylland.
Østjyllands Politi modtog den første anmeldelse om blufærdighedskrænkelse i Trige mandag 30. august.
Den seneste og ottende anmeldelse fik politiet fra en 32-årig kvinde mandag. Anmeldelsen lød på, at hun blev taget fat i og råbt efter af en mand på Trige Parkvej fredag d. 3. september.
Har du oplysninger om manden i Trige, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.