Adgang til Politiken blokeret
Det oplyser mediet
Adgangen til Politiken er blevet blokeret i Rusland. Det samme er adgangen til det finske medie Helsingin Sanomat.
Det skriver Politiken med henvisning til det finske medie Yle Uutiset. Mediet har fundet oplysningen på det russiske medietilsyn Roskomnadzors hjemmeside.
Ifølge Politiken skyldes blokeringen, at begge medier udgiver artikler om krigen i Ukraine på russisk.
- Vi har valgt at oversætte artikler til russisk for at være med til at sikre, at der er en åben og kritisk dialog i en tid med krig i Europa
- Det fortsætter vi naturligvis med, selv om vores hjemmeside er blevet blokeret, siger chefredaktør Christian Jensen til sin avis.
Ikke overrasket
Til Politiken siger Christian Jensen, at han ikke er overrasket over blokeringen.
- Det viser, hvor alvorlig en situation vi er i, når et land ikke mener, at dets egen befolkning kan tåle at høre fri og uafhængig journalistik fra andre landes medier, siger han.
Tidligere torsdag truede Rusland med at udvise amerikanske journalister eller nyhedsmedier.
Andre medier blokeret
Truslen fulgte, efter videotjenesten Youtube havde blokeret for briefinger fra det russiske udenrigsministerium.
Politikens hjemmeside, politiken.dk, kan stadig tilgås fra Rusland via en vpn-forbindelse.
Det er kort sagt en teknik, som kan bruges til at oprette en sikker og beskyttet netværksforbindelse.
Tidligere er også medier som britiske BBC og tyske Deutsche Welle blevet blokeret i Rusland.