99 savnes efter kollaps
Mindst en person er død efter kollaps mær Miami, og myndighederne siger, at håbet om at finde savnede blegner
Se flere fotos i billedgalleriet herover
Opdatering: Myndighederne oplyser, at der nu savnes 99 mennesker efter kollapset.
10 personer meldes kvæstet.
Det er lykkedes at gøre rede for 53 beboere, som er i sikkerhed. Men det står ikke klart, hvor mange der befandt sig i bygningen, da den kollapsede natten til torsdag.
Original artikel:
51 mennesker savnes, efter at et 12 etager højt hus er delvist styrtet sammen nær Miami Beach i den amerikanske delstat Florida.
Det oplyser de lokale myndigheder.
Mindst en person er fundet død. Bygningen, der ligger langs havnefronten, kollapsede delvis natten til torsdag lokal tid.
Flere hundrede redningsfolk er i gang med at grave sig gennem murbrokkerne.
Den administrative leder i Miami-Dade, Sally Heyman, fortæller, at redningsfolk ikke har kunnet få kontakt med de 51 personer, som "formodentlig" boede i bygningen.
Bygningen ligger ud til stranden i Surfside i Miami Beach.
Den er 12 etager høj og består af mere end 100 lejligheder, skriver den lokale avis Miami Herald. Bygningen er fra 1981.
Der har været en blandet beboersammensætning i bygningen. Heriblandt familier, som kun tilbringer vintermånederne i Florida. De kendes også som "snowbirds".
- Vi har 51 mennesker, som vi antager har været der, men vi ved ikke, hvordan det er med ferier eller andre ting, så vi er stadig afventende, siger Heyman til CNN.
- Håbet er der, men det blegner, konstaterer hun.
Uvished
Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange personer der befandt sig i bygningen, der er en del af en boligenklave med 5700 beboere.
Det vides heller ikke, hvad der har fået bygningen til at styrte sammen.
En lokal beboer ved navn Santo Mijil forklarer til avisen Miami Herald, at hans kone arbejdede i bygningen, og hun var indenfor, da den kollapsede.
- Hun sagde, at hun hørte en stor eksplosion. Det føltes som et jordskælv.
Hun blev herefter evakueret fra bygningen.
Bygningen styrtede sammen natten til torsdag lokal tid. Miami Beach er seks timer bagud i forhold til Danmark.
Se flere fotos i billedgalleriet herover