90 familier uden tag over hovedet
En storbrand trækker store ressourcer
Opdatering klokken 21.40:
90 familier er berørt af den voldsomme brand i Vanløse.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Her står der, at skaderne på bygningerne er så voldsomme, at familierne står uden tag over hovedet.
"På vores opsamlingssted har Københavns Kommune og forsikringsselskaberne orienteret om mulighederne for genhusning. Der er ingen tilskadekomne konstateret", oplyser politiet.
100 brandfolk er nu sat ind mod storbranden på Grøndalsparkvej, Godthåbsvej og Gudenåvej i Vanløse.
Det oplyser Hovedstadens Beredskab.
12 opgange er påvirket af branden.
"Vi har sammen med Københavns Kommune sikret, at de rigtigt mange beboere midlertidigt har et sted at opholde sig og kan få et måltid mad", oplyser Københavns Politi.
Krisehjælp
Politiet har desuden sikret, at alle beboerne får mulighed for krisehjælp, da det kan være en stærkt traumatiserende oplevelse at se alt hvad man har samlet sammen i sit liv gå op i flammer. Den sociale døgnvagt er ligeledes tilstede for at hjælpe.
Lukket for trafik
Grøndalsparkvej omkring nr. 6 og Godthåbsvej ved nr. 191 er afspærret for færdsel i begge retninger.
"Søg ad andre veje hvis skulle denne vej forbi. Afspærringerne forventes opretholdt frem til lørdag formiddag", oplyser Københavns Politi, der også er til stede for at sikre arbejdsro til brandvæsenet.