62-årig dræbt på stedet

En personbil og en varevogn kørte tirsdag aften sammen i Taastrup. En 62-årig mand blev dræbt på stedet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 62-årig mand er blevet dræbt i en færdselsulykke i krydset mellem Roskildevej og Hallands Boulevard i Taastrup sent tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jens Møller kort før klokken et natten til onsdag.

I ulykken kørte en personbil og en varevogn sammen.

Ingen passagerer

Det er føreren af personbilen, som er omkommet. Den 27-årige fører af varevognen er ikke kommet fysisk til skade.

Der var ingen passagerer i nogen af de to køretøjer.

Ulykken skete ifølge Jens Møller, da personbilen svingede til venstre ad Hallands Boulevard ud foran varevognen, der kom kørende ad Roskildevej.

I grundlovsforhør

Den 62-årige mand døde på stedet. Hans pårørende er endnu ikke underrettet.

- Den 27-årige fremstilles i grundlovsforhør i morgen, da der er mistanke om for høj hastighed og spirituskørsel, siger vagtchefen natten til onsdag.

Kryds spærret

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken tirsdag klokken 22.50.

Som følge af ulykken blev krydset mellem Roskildevej og Hallands Boulevard midlertidigt spærret i alle retninger, mens politi og redning arbejdede på stedet.

En 27-årig mand er sigtet for spritkørsel efter en dødsulykke i Taastrup.
En 27-årig mand er sigtet for spritkørsel efter en dødsulykke i Taastrup.

Straffen for at køre med sprit i blodet

Nedenstående gælder for tilfælde, hvor der ikke er sket en ulykke i forbindelse med spritkørslen.

Førstegangstilfælde

Promille mellem 0,5 og 1,2

Du får frakendt kørekortet betinget. Det betyder at du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) inden for 6 måneder for at beholde kørekortet. Dumper du et forsøg, mister du kørekortet, indtil du har bestået begge prøver.
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

Promille mellem 1,2 og 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Du kan vælge at forkorte din frakendelsestid med 1 år mod at køre med alkolås i 2 år. Læs mere om alkolås her
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Promille over 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. Læs mere om alkolås her
Du får 20 dages betinget fængsel
Du får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn
Din bil kan blive konfiskeret
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Gentagelsestilfælde

Hvis du kører spritkørsel flere gange, stiger straffen. Hvad du præcist får i straf, afhænger af promillen, hvor mange gange, du har kørt spritkørsel – samt øvrige omstændigheder.

Du vil få frakendt kørekortet ubetinget i en periode – fx 3 år, 5 år eller længere.
Du får en betinget fængselsdom; hvor længe afhænger af omstændighederne
Du bliver omfattet af alkolåsordningen. Læs om den her.
Du får en bøde.
Din bil kan blive konfiskeret
Betingelserne for at generhverve kørekortet er deltagelse i ANT-kursus og bestået kontrollerende køreprøve.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Powered by Labrador CMS