600 gymnasieelever evakueret
Overgravet gasledning tæt ved gymnasiet
Mariagerfjord Gymnasium er mandag blevet evakueret på grund af en overgravet gasledning på Amerikavej i Hobro.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
- Gassen er ikke blevet antændt, men det nærliggende gymnasium er blevet evakueret til idrætscenteret, siger han.
Ingen tidshorisont
Vagtchefen kan mandag lidt efter klokken 09 ikke give nogen tidshorisont for, hvornår problemet med den overgravede naturgasledning er løst.
Politiet beder folk i området om at følge betjentenes anvisninger på stedet.
Der går 600 elever på gymnasiet, der har omkring 75 ansatte. Også beboere i området kan være blevet evakueret.
Politi og redningsberedskab er i øjeblikket til stede ved Amerikavej i Hobro, hvor en gasledning er gravet over. Følg Politiets anvisninger på stedet. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) March 13, 2023