Politiet venter svar efter voldsomt busuheld

Torsdag morgen kørte en bus overfor rødt, ramte en bil, smadrede et lyssignal og torpederede et hus. Nu venter politiet på bilinspektørens rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 61-årig kvindelig buschauffør ramte torsdag morgen ind i en husmur på Tilemannsvej i Hammel. Men af ukendte årsager fik kvinden kørt overfør rødt lys, selvom der holdt en bil foran hende. Bussen ramte ind i bilen, der blev kørt af en mand på 63 år. Men inden bussen torpederede husmuren nåede et lyssignal også at lade livet.

Den 61-årige buschauffør blev kørt til kontrol på skadestuen men slap umiddelbart med mindre skader. Den 63-årige bilist kom ikke til skade, og de få passagerer, der sad i bussen, slap også alle uskadt fra uheldet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

I flere timer var krydset spærret, så en bilinspektør kunne undersøge uheldsstedet nærmere. Først klokken 10.58 blev bussen trukket fri og kørt væk fra stedet. Herefter blev der igen åbnet for trafikken, men nu venter Østjyllands Politi på rapporten fra bilinspektøren, så det endegyldigt kan klarlægges, hvordan hændelsesforløbet foregik og  hvad der var årsagen til uheldet.

En voldsom oplevelse for naboen

Det var langt fra en drømmestart på morgenen, da Lillian Guldberg blev vækket med et brag. Hun bor i stueetagen i ejendommen, der blev ramt af bussen. Og hun fik sig noget af et chok.

Det var noget af en brat opvågning, da Lillian Guldberg slog øjnene op i morges.

– Jeg lå og sov, og så vågnede jeg ved et bump. Min tidligere overbo ringede også på, fordi der var kørt en bus ind i gavlen, sagde hun til Newsbreak.dk umiddelbart efter uheldet og fortsætter:

– Jeg er da rystet!

Chokeret over hændelsen

Lillian Guldberg fik et chok, og hun gik også ud for at se, hvad der var sket.

– Det er uhyggeligt. Jeg måtte også lige have mig en gibbernakker ovenpå den, siger hun.

Der er en lejlighed imellem Lillian Guldbergs hjem og det sted, hvor bussen ramte.

Powered by Labrador CMS