42-årig skudt med haglgevær

Et kontrovers mellem to mænd på Vestsjælland førte til, at den ene mand skød den anden mand med et haglgevær

Offentliggjort Sidst opdateret

En 57-årig mand er lørdag aften blevet anholdt og sigtet for at skyde en 42-årig mand med et haglgevær i Store Fuglede på Vestsjælland.

Det fortæller Asger Bechstrøm, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt søndag morgen.

Den 42-årige mand blev ramt af skuddet i siden af kroppen.

Ikke i livsfare

Han var på intet tidspunkt i livsfare og omkring klokken 05 søndag morgen beskrives hans tilstand som stabil.

- Der er opstået et kontrovers af en art, og så bliver der affyret skud, siger Asger Bechstrøm.

Politiet fik anmeldelse om hændelsen klokken 20.27 lørdag aften.

Kender hinanden

De to mænd kender hinanden og bor i det samme område. Derudover ved politiet ikke mere om deres relation.

Søndag morgen skal politiets jurister vurdere, om den 57-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Vagtchefen fortæller, at han som udgangspunktet er sigtet for at afgive skuddet.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Powered by Labrador CMS