400.000 til Spangsberg for brug af 'Blå Ugler'

Spritfabrikken skal nu kalde alle flaskerne tilbage

Sådan ser de ud, de Blå Ugler
Sådan ser de ud, de Blå Ugler
Offentliggjort Sidst opdateret

Slik- og spiritusproducent vinder tvist i retten: BLÅ UGLER er et beskyttet varemærke og ikke en bolsjesmag

Det oplyser Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Selvom ”BLÅ UGLER” er et kendt bolsje for mange, så er det ikke betegnelsen for en speciel smag. 

Det erfarer Spritfabrikken Danmark, nu hvor Sø- og Handelsretten har afsagt dom i en sag om krænkelse af Spangsberg Chokolade og United Drinks’ varemærker.

Sagen var anlagt af Spangsberg Chokolade og United Drinks og understreger ifølge varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen, Henriette Vængesgaard Rasch, at virksomheder ikke uden videre kan lægge sig op ad andres varemærker i deres salg og markedsføring.

- Sagen her er interessant for mange, fordi den viser, at varemærker er vigtige og værdifulde for virksomheder, og at det kan være dyrt at krænke et varemærke, siger hun, efter der er faldet dom i sagen, og Spritfabrikken Danmark ikke længere må sælge vodkashots med navnet ”SMÅ UGLER”.

Blå Ugler beskyttet varemærke

Med dommen har Sø- og Handelsretten slået fast, at ”BLÅ UGLER” er et beskyttet varemærke og ikke en betegnelse for en bestemt smag, sådan som Spritfabrikken Danmark påstod. 

Retten vurderede også, at varemærket ”SMÅ UGLER” lignede ”BLÅ UGLER” for meget, og at brugen af ”SMÅ UGLER” derfor krænkede varemærket.

Spangsberg Chokolade og United Drinks ejer varemærket ”BLÅ UGLER” for henholdsvis ”konfektureprodukter”, der blandt andet omfatter bolsjer, og ”alkoholholdige drikke” og har siden 2017 indgået et samarbejde om produktserien Nørregade shots og varianten ”BLÅ UGLER”.

I 2019 introducerede Spritfabrikken shotdrikken ’SMÅ UGLER’ "med smag af blå ugler” og ”er baseret på smagen af blå ugler”, som der stod på flaskerne. 

Men den markedsføring har Sø- og Handelsretten nu vurderet er en krænkelse af Spangsbergs og United Drinks’ varemærkeret.

Det kan koste dyrt

Når et navn går fra at være et varemærke til en almindelig betegnelse, er der tale om såkaldt ”degeneration”. Den udvikling sker, hvis vi efter længere tids brug af et ord glemmer, at der oprindeligt var tale om et varemærke, så varemærket er blevet synonym med varen selv, som det f.eks. kendes fra grammofon, der engang var et beskyttet varemærke.

- Det vil altid være en konkret vurdering, om et varemærke er blevet degenereret, eller om det fortsat er et beskyttet varemærke. Det er derfor ikke muligt at sætte generelle håndfaste retningslinjer op for degeneration, siger Henriette Vængesgaard Rasch.

Grundig research

Henriette Vængesgaard Rasch anbefaler virksomheder, der står foran en produktlancering, at gøre deres hjemmearbejde grundigt og indtænke varemærker i lanceringsstrategien.

- Tjek markedet for andres varemærker, søg vejledning hos Patent- og Varemærkestyrelsen og overvej, om du skal have hjælp hos en rådgiver. Ellers kan det i sidste ende koste dig dyrt i form af omkostninger til en retssag, erstatninger og tabt investering i markedsføring af et varemærke, som du ender med at må trække tilbage, siger Henriette Vængesgaard Rasch.

Tilbagekaldes

Spritfabrikken Danmark må nu tilbagekalde alle spiritusprodukter med navnet ”SMÅ UGLER” fra barer, butikker og restaurationer. 

Virksomheden må heller ikke fremover markedsføre spiritusprodukter med brug af billeder eller animationer af blå bolsjer, der er formet som ugler.

Desuden skal Spritfabrikken Danmark betale 400.000 kroner i erstatning samt sagsomkostninger på over 100.000 kroner til Spangsberg Chokolade og United Drinks.

Dommen kan i sin fulde form læses her

"Det skal bemærkes, at ankefristen ikke er udløbet, og dommen derfor kan ankes", oplyser Patent- og Varemærkestyrelsen.

Powered by Labrador CMS