32-årig bliver bag tremmer
Emilie Meng-sigtet fortsat fængslet
Den 32-årig mand, der er sigtet for drab på Emilie Meng og kidnapning af en 13-årig pige, har frivilligt ladet sin varetægtsfængsling forlænge.
Det bekræfter manden forsvarer, advokat Karina Skou, over for Ekstra Bladet.
Dermed bliver der ikke noget retsmøde den 6. juli, som det ellers var planlagt.
Sigtet i tre sager
Manden er sigtet for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng og efterfølgende at have smidt hendes lig i en sø ved Borup på Midtsjælland.
Derudover er han sigtet for i november 2022 at have forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig pige ved en efterskole i Sorø og for at have kidnappet og voldtaget en 13-årig pige i april 2023.
Frygtede for hendes liv
Det var sagen om den 13-årige, der førte til anholdelse af den 32-årige mand. I forbindelse med anholdelsen blev den 13-årige fundet i live - politiet frygtede, at hun var blevet dræbt.
I forlængelse af anholdelsen i april foretog politiet en efterforskning af andre sager, og det førte til, at manden også blev sigtet i sagen for Sorø.
Men mest opsigtsvækkende var det med sigtelsen i Emilie Meng-sagen.
Har erkendt fejl
Emilie Meng forsvandt efter en bytur natten til 10. juli 2016. Hun blev meldt savnet, men politiet var længe om iværksætte de efterforskningsskridt, som man normalt gør i drabssager.
Politiet har siden erkendt sine fejl og indrømmet, at det kan have haft afgørende betydning for, at man ikke tidligere fandt frem til den 32-årige.
Manden nægter sig skyldig i forbindelse med Emilie Meng-sagen og sagen fra Sorø.
Erkender delvist
I sagen om kidnapning af en 13-årig pige erkendte han allerede i grundlovsforhøret i april sig delvist skyldig.
At manden er sigtet er ikke et udtryk for en skyldsformodning. Politiet er forpligtet til at rejse sigtelse mod en person, som er mistænkt, for at kunne foretage efterforskningsskridt mod vedkommende.
I forbindelse med varetægtsfængslingen af manden har retten heller ikke taget stilling til skyldsspørgsmålet. Der er udelukkende taget stilling til, at der er en såkaldt begrundet mistanke om hans skyld.
Flere sammenfald
Dommeren har i forbindelse med Emilie Meng-sagen i sin kendelse om fængsling redegjort for, hvad der begrunder mistanken.
For det første var manden ejer af en bil, som er af samme model som en bil, der ses på videoovervågning fra Korsør Station. Politiet har mistanke om, at den bil er blevet brugt af gerningsmanden.
Oplysninger om mandens betalingskort har desuden vist, at han få timer før Emilie Mengs forsvinden befandt sig i nærheden af Korsør Station.
Særlige DNA-oplysninger
Dommeren har desuden lagt vægt på nogle indkøb foretaget i et Harald Nyborg-byggemarked og på billedmateriale fundet på mandens computer.
Derudover har dommeren lagt vægt på nogle DNA-oplysninger, men det er i kendelsen ikke præciseret, hvad disse handler om. Der er også lagt vægt på nogle fund i forbindelse med ransagningen af den sigtedes hjem.
Hvad anklagemyndigheden har fremlagt i retten, ved vi ikke. For af hensyn til politiets efterforskning valgte dommeren ved både det første og det andet retsmøde i sagen at forbyde offentlig adgang.
Beskyttet af navneforbud
Den 32-årige er beskyttet af et navneforbud, som blev nedlagt ved det første retsmøde i Næstved i april.
Det betyder, at man straffes for at bringe oplysninger offentligt, som røber hans identitet. Den 15-årige og den 13-årige er som ofre for sædelighedsforbrydelser automatisk beskyttet på lignende måde.