318.000 danskere trukket i løn
Der er kommet cirka 1,6 milliarder i kassen
Gældsstyrelsen trak 318.000 borgere i deres indkomst i 2021
318.000 personer oplevede i 2021, at blive trukket i deres indkomst, fordi de har gæld til det offentlige.
Det har givet Gældsstyrelsen et provenu på i alt cirka 1,6 milliarder kroner.
Det oplyser Gældsstyrelsen.
Et stigende antal borgere oplever at blive trukket i deres indkomst, fordi de har gæld til det offentlige.
Det skyldes, at Gældsstyrelsen er skiftet til det nye inddrivelsessystem, PSRM, hvor det igen er muligt at lønindeholde – dvs. øge trækprocenten hos dem, der har gæld.
Opjustering
I 2021 har styrelsen øget brugen af lønindeholdelse. Således har cirka 318.000 borgere i løbet af året oplevet af blive trukket i deres indkomst, og det har givet de cirka 1,6 milliarder kroner i provenu.
En stigning i forhold til 2020, hvor knap 1 milliard blev inddrevet gennem lønindeholdelse.
- Gældsstyrelsen er den sidste mulighed for at offentlige kreditorer kan få de penge, som de har til gode. Derfor gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for at få det til at ske. Det siger sig selv, at det ikke er nemt, når offentlige kreditorer allerede forgæves har forsøgt at opkræve pengene, men vi har nogle særlige værktøjer i Gældsstyrelsen, der kan løfte opgaven. Lønindeholdelse er en hjørnesten i den indsats, siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.