30 indbrud på tre uger: Hvem er han?
Flere villaer har de seneste tre uger været ramt af villaindbrud. Politiet har siden efterforsket sagerne intenst, og efterforskerne er nu kommet i besiddelse af billeder af den formodede gerningsmand
Der er gennem de sidste tre uger anmeldt 30 villaindbrud i Hobro by.
Nu efterlyser Nordjyllands Politi en mistænkt.
De fleste er sket i den sydlige del af byen, men også enkelte af dem i den nordlige og vestlige del af byen, og de fleste er sket i nattetimerne, oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Mikkel Brügmann.
- Der har ellers været en lang periode med meget få indbrud i byen, så vi tager denne stigning i indbrud alvorligt. Vi efterforsker massivt i de enkelte sager, men indtil videre har vi ikke et bud på, hvem gerningsmanden er, siger Mikkel Brügmann.
De enkelte gerningssteder er ofte i nærheden af stier, hvilket gør, at gerningsmanden kan benytte disse til at komme hurtigt væk fra husene.
Modus minder
Efterforskningen har vist, at der har været villaindbrud i Randers, Hadsten og Viborg, hvor modus minder om dem, som er sket i Hobro.
- Derfor mistænker vi, at den samme gerningsmand kan operere i et større område, siger politikommissær Mikkel Brügmann.
Håber på vidner
Politikommissæren håber at høre fra vidner, der enten har kendskab til personen eller måske har set ham i området.
- Ring straks til os på 114, hvis du har oplysninger i sagen, pointerer Mikkel Brügmann, der også opfordrer til, at borgerne kontakter politiet, hvis de observerer mistænkelig adfærd på villaveje eller stier.
"Bor man tæt på et gerningssted – og har selv overvågning på egen grund – må man gerne kontrollere, om man har haft ubudne gæster, som måske har rekognosceret for et indbrud", opfordrer politiet.