30-årig lå livløs og blev trampet i hovedet
En 30-årig mand, som i maj blev overfaldet på Hovedbanegården, var ikke et tilfældigt offer, siger anklager
Efter næsten en måned på fri fod sidder en 20-årig mand søndag eftermiddag foran en dommer i Retten på Frederiksberg.
Her er han blevet sigtet for et voldsomt overfald på Københavns Hovedbanegård, der fandt sted 26. maj klokken 07.50.
Her blev en 30-årig mand udsat for et voldsomt overfald.
Ifølge sigtelsen fik den 30-årige først et knytnæveslag i tindingen, som fik ham til at falde livløs sammen på jorden.
Herefter blev han sparket flere gange, ligesom han blev trampet flere gange i hovedet.
I retten søndag er den 20-årige anholdte iført orange Nike-shorts og en grøn dunjakke. Han har mørkt hår og skæg.
Grov vold
Anklager Rashid Elkott har sigtet den unge mand for grov vold.
Hans forsvarer oplyser, at han erkender et enkelt knytnæveslag, men at det var vold efter den mildere voldsbestemmelse.
Han nægter sig i øvrigt skyldig.
Vil ikke afgive forklaring
Den 20-årige vil ikke afgive forklaring i retten søndag, da han afventer at få tildelt en anden forsvarer, som han skal tale med først.
Det grove overfald på Hovedbanegården er fanget på video, som afspilles i retten for lukkede døre af hensyn til offeret.
Den 30-årige mand har været i livsfare, oplyser anklageren i retten.
En 21-årig mand blev umiddelbart efter overfaldet anholdt og varetægtsfængslet.
Samtidig meddelte politiet, at en formodet medgerningsmand var på fri fod. Det er ham, som politiet nu har anholdt.
Den 21-årige nægtede sig skyldig, da han blev fremstillet og fængslet i sagen 26. maj.
Kendte hinanden
Umiddelbart efter overfaldet oplyste vagtchefen ved Københavns Politi, at den foreløbige efterforskning tydede på, at det var et umotiveret overfald.
Men i retten søndag oplyser anklageren, at parterne kender hinanden.
- Det er ikke et tilfældigt offer. Det er et opgør mellem nogen, som har en igangværende konflikt, lyder det.