30-årig far dræbt af indbrudstyv
Stukket ihjel foran sin bopæl
En 30-årig mand, der i aftes blev dræbt med knivstik i det nordøstlige Randers, var en familiefar, der overraskede en indbrudstyv.
Det skriver Randers Amtsavis.
Avisen har talt med en genbo til den dræbte mand.
Han fortæller, at den 30-årige blev stukket ned i et skur på sin ejendom.
En anden kilde fortæller til avisen, at den 30-årige skal have overrasket en indbrudstyv, hvorefter han blev stukket ned.
Mandens kone og barn skal være blevet afhentet af forældre sent på aftenen.
31-årig anholdt
Østjyllands Politi har fredag udsendt en pressemeddelelse om drabet på den 30-årige.
Torsdag aften kl. 21.29 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse af, at en 30-årig mand var blevet stukket med kniv ude foran sin bopæl i det nordøstlige Randers, skriver Østjyllands Politi.
Flere patruljer blev sendt til adressen, hvor den 30-årige mand kort tid efter blev erklæret død.
En 31-årig mand blev kort tid efter anmeldelsen truffet på en nærtliggende tankstation af en patrulje, der var på vej til gerningsstedet.
Den 31-årige udviste mistænkelig adfærd og blev af patruljen fundet i besiddelse af genstande, der kunne kobles til gerningsstedet. Han blev derfor anholdt, sigtet for drab kl. 21.51.
Søger vidner
- Vi har en formodning om, at vi har fået anholdt den rigtige gerningsmand, og at han har begået drabet alene. Vedkommende er ikke fra lokalområdet, og vi ser sagen som værende dybt ulykkelig, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Fleming Nørgaard.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der måtte have set eller hørt noget i relation til episoden.
Politiet beder samtidig beboere i det nærtliggende boligområde om at gennemse videoovervågning fra hus og bil, da der muligvis kan være oplysninger, som er interessante for politiets efterforskning.
Der er nærmere bestemt tale om borgere i området mellem Hadsundvej/Marineborgvej samt Akacievej/Platanvej i 8930 Randers NØ.