29-årig i kritisk tilstand: Kvinde løsladt
En kvindelig bilist mistænkes for at have været påvirket af alkohol under trafikulykke. Hun er løsladt igen
En 29-årig, mandlig motorcyklist kom onsdag aften alvorligt til skade, efter vedkommende blev frontalt påkørt af en 58-årige kvinde.
Den 58-årige har torsdag været fremstillet i grundlovsforhør.
Hun er blevet løsladt igen.
Ulykken skete klokken 20.22 i en kurve på Stenvadsvej i Ørum Djurs på Djursland.
Bilen og motorcyklen kørte her frontalt sammen.
Manden blev kørt til hospitalet, hvor han er indlagt i kritisk tilstand.
Blodprøve og bilinspektør
Politiet skriver i sin døgnrapport, at foreløbige undersøgelser viser, at kvinden var kommet for langt over i den modsatte kørebane.
- Vi har taget en blodprøve af hende, som skal vise, om hun var påvirket af alkohol, og så har vi haft en bilinspektør ude på ulykkesstedet, sagde Jens Rønberg torsdag nat.
I grundlovsforhør
Politiets jurister vurderede, at kvinden skulle stilles for en dommer i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Men en dommer i Retten i Randers mente ikke, at betingelserne for varetægtsfængsling var til stede.
Derfor blev hun løsladt, men er stadig sigtet for spritkørsel.
Desuden sigtes hun for under særligt skærpende omstændigheder at have forårsaget alvorlige skader på den mandlige motorcyklist.
Strafferammen for den overtrædelse er op til otte års fængsel.
Nægtede sig skyldig
I torsdagens retsmøde nægtede kvinden sig skyldig i politiets sigtelse.
Hun nægter at have kørt påvirket og nægter at være skyld i ulykken, oplyser anklager Stine Kok Nissen fra Østjyllands Politi.