PRM / Nordjysk hovedstad er nomineret til den prestigefulde EU-pris 'Green City'
Budolfi Plads i Aalborg er udvalgt til at repræsentere Danmark i den internationale konkurrence Green Cities Award 2021. Projektet har både skabt en grøn og klimasikret oase midt i det pulserende aalborgensiske byliv, men også en større social sammenhængskraft blandt borgere, besøgende og andre interessenter. Udførende anlægsgartner på Budolfi-projektet OKNygaard ser behov for flere grønne byrum i fremtidens byer
Pressemeddelelse fra OKNygaard A/S
Den nye og grønnere profil i Aalborg viser en ny trend i fremtidens byudvikling. Adgang til bynær natur er i høj grad blevet afgørende for, om borgerne finder en by attraktiv at bo i. Hos anlægs- og klimagartner OKNygaard ligger urban greening dybt i virksomhedens DNA. Hver dag anlægger og drifter virksomheden mange grønne udearealer og byrum. OKNygaard var bl.a. udførende anlægsgartner på Budolfi Plads.
''Grønne byrum og udearealer skaber værdifulde grønne åndehuller i byerne. Selvom man har valgt at bo i byen, så har de fleste behov for at komme ud og færdes i naturen. Det stiller krav om mere bynær natur. Med urban greening integreres det grønne i bymiljøet fremfor at holde by og natur særskilt, som det ofte ses i de større byer, hvor det grønne er begrænset til parker. Små grønne oaser som Budolfi Plads binder byen sammen og skaber en social sammenhængskraft blandt borgere og besøgende, som ikke er til at tage fejl af'', udtaler Ole Kjærgaard, der er administrerende direktør for OKNygaard.
OKNygaard har i flere år arbejdet for at skabe større fokus på, hvor stor en betydning grønne byrum og udearealer har for fremtidens byliv. I samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder er OKNygaard bl.a. i gang med at etablere et dansk videnscenter med fokus på urban greening, borgertrivsel og biodiversitet. Projektet er en del af et 4-årigt EU-udviklingsprojekt, finansieret af Erasmus+ med partnere i Tjekkiet, Rumænien, Finland, Spanien og Holland.
''Vi bidrager til at skabe bæredygtige grønne byer, bedre trivsel for alle, som bor i byerne og samtidig bidrager vi positivt i kampen for klimaet, CO2-reduktion og større biodiversitet'', fortæller administrerende direktør OKNygaard, Ole Kjærgaard.
Grønt samlingspunkt og klimaløsning i ét
''Budolfi Plads er et godt eksempel på, hvordan man kan integrere både synlige og skjulte klimaløsninger i et urbant landskab. Med grønne tage og facader, plantebede og en 135 m3 stor regnvandsopsamler skjult under jorden til vanding af træer og planter er der tænkt i både bæredygtighed og æstetik'', siger Ole Kjærgaard. Han påpeger, at Danmark bør udnytte det stigende behov for klimasikring til at skabe flere grønne byrum med fokus på biodiversitet og social sammenhængskraft.
Skarp konkurrence om titlen
Budolfi Plads konkurrerer med pladser i 12 andre EU-lande, som alle skal vurderes af en international jury, der skal afgive deres stemme på det vindende projekt den 6. oktober 2021.
Faktaboks:
Green Cities Award 2021 er en del af EU-kampagnen "More Green Cities for Europe". Hvert år tildeles prisen til et anlægsprojekt, som i særlig høj grad udnytter det grønne til at skabe merværdi for det urbane liv og borgernes trivsel. Derudover skal projektet understøtte et eller flere af fem udvalgte temaer - klima, biodiversitet, social sammenhængskraft, trivsel og økonomi. Det grønne og summende bymiljø på Budolfi Plads - nu uden biltrafik, men hyggelige snoede stier, frodig beplantning og farverigt lysdesign opfylder uden tvivl kriterierne.
Budolfi Plads er realiseret ud fra et projektforslag fra SLA og i samarbejde mellem Aalborg Kommune og Budolfi Plads A/S, NCC og underentreprenører OKNygaard, ByMunch landskab, Kjaer og Richter, Balslev rådgivende ingeniører og Light Bureau.
Kontakt:
Administrerende direktør Ole Kjærgaard tlf.: +45 2787 7400 email: okj@oknygaard.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordjysk-hovedstad-er-nomineret-til-den-prestigefulde-eu-pris-green-city?releaseId=13627816
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **