27-årig sigtet for knivdrab mandag aften
Den 27-årige drabssigtede er kendt af politiet
En 27-årig mand er anholdt og sigtet for at have dræbt en 23-årig mand i Birkerød mandag aften.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Tirsdag formiddag er det dog for tidligt at sige, om der er grundlag for at fremstille den 27-årige i grundlovsforhør.
To andre løsladt
Tidligere var to mænd på henholdsvis 20 og 21 år også anholdt.
De er dog løsladt efter endt afhøring.
Drabet skete mandag mellem klokken 22.40 og 23.15 ved Søndervangshallen i Birkerød.
Den 23-årige blev dræbt med knivstik.
Både den dræbte og den anholdte er kendt af politiet, lyder det i pressemeddelelsen.
Nordsjællands Politi hører fortsat gerne fra vidner, som som har været til stede i området omkring Søndervangshallen mandag aften fra klokken 22.00 og frem til midnat.
Politiets indledende hypotese er, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø.
- Der er dog ikke noget, der tyder på, at det er relateret til den aktuelle bandekonflikt, siger Rolf Hoffmann, politikommissær og efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.