25-årig i livsfare: Reddet op fra vandet i Aalborg midtby
En formodentlig beruset 25-årig mand faldt onsdag aften i vandet i midtbyen i Aalborg øst for Limfjordsbroen
En 25-årig mand er i livsfare, efter at han onsdag aften faldt i vandet øst for Limfjordsbroen i midtbyen i Aalborg.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Politiet modtog anmeldelsen om, at en mand var faldet i vandet klokken 22.29.
Herefter blev en redning iværksat med dykkere, ligesom politiet var til stede med en patrulje, droner og en helikopter.
Umiddelbart vurderes det, at manden var beruset, da han faldt i vandet.
Fundet under vandet
- Efter noget tid finder dykkerne en person under vandet, som er blevet reddet op, siger vagtchefen.
Herefter modtog manden livreddende førstehjælp, inden han blev bragt til Aalborg Sygehus, hvor der torsdag morgen fortsat arbejdes på at redde hans liv.
De pårørende er underrettet.
Manden blev fundet af dykkere ud for Strandvejen mellem Limfjordsbroen og Utzonparken.