22-årig alvorligt kvæstet ved eksplosion
Politiet melder ud om eksplosion under kemishow
En 22-årig mand er kommet alvorligt til skade under et kemishow på Tønder Bibliotek lørdag eftermiddag.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 22-årige er kemistuderende på Aalborg Universitet og var en af flere studerende, der stod for kemishowet.
Tre børn tilskadekomne
Den 22-årige blev kørt på hospitalet med "svære, men ikke livstruende" skader.
Aalborg Universitet oplyser, at han har fået skader på hænderne og er i behandling.
Hans pårørende er underrettet.
De øvrige tilskadekomne var tre børn, der havde løst billet til showet.
Alle tre børn er kommet lettere til skade, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
To af børnene er dog kørt til behandling på hospitalet, mens det tredje barns skader ikke er behandlingskrævende.
Området undersøgt
Et ekspertberedskab har undersøgt stedet, og der er ikke farlige kemikalier på stedet.
Når undersøgelserne er afsluttet, vil stedet blive frigivet.
Arbejdstilsynet er nu til stede for at foretaget undersøgelser, da der er tale om en arbejdsulykke.