20-årig kvinde lagt i respirator efter ulykke
Hendes tilstand beskrives som 'stabil'
Den 20-årige kvinde, der natten til mandag kørte galt i en voldsom trafikulykke ved Præstø og efterfølgende blev bragt til Rigshospitalet, er blevet lagt i respirator.
Det oplyser Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, mandag morgen til TV 2.
Hendes tilstand betegnes som 'stabil'.
Hun er indlagt på intensivafdelingen.
Ramte et træ
Den 20-årige kvinde kørte galt og ramte et træ.
Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke de nærmere omstændigheder bag ulykken.
Undersøgt af bilinspektør
Ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør, som er rutine ved alvorlige færdselsuheld.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
De pårørende til den 20-årige kvinde er underrettet.