19-årig stukket med kniv
Politiet søger vidner, og gerningsmanden er fortsat på fri fod
En 19-årig mand blev natten til fredag stukket med kniv i Lundtofteparken i Kgs. Lyngby. Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.
Ifølge lægen på stedet, er den knivstukne uden for livsfare.
- Gerningsmand og forurettet har forudgående kendskab til hinanden. Vi påregner at arbejde på stedet nogle timer endnu, lød det fra politiet på Twitter sent torsdag.
Stadig på fri fod
Har i fundet gerningsmanden?
- Sådan en har vi ikke endnu. Vi har lavet undersøgelser, og vi var færdige omkring midnat. Og i dag bliver der arbejdet videre med efterforskningen, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.
Søger vidner
Politiet vil gerne have informationer fra vidner, hvis man har observeret hændelsen.
- Hvis der er nogen der har set det her, så vil vi meget gerne høre fra dem. Hvis man har set noget løbe fra stedet, eller at der er en klokke der ringer i forhold til en person, der har haft travlt, lyder det fra vagtchefen.
Man kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.