19-årig skuddræbt: Politi efterlyser bil

Fyns Politi beder nu offentligheden om hjælp i sagen

Det er denne bil, som politiet efterlyser.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag beslaglagde Fyns Politi en sort Kia Ceed i forbindelse med en anholdelse af en 23-årig mand, der er sigtet for skuddrabet på en 19-årig mand. 

Politiet formoder dog, at den sorte Kia Ceed muligvis er det flugtkøretøj, som vidner har set stikke af fra den p-plads ved et mindre skovområde på Grevenlundsvej i retning mod Niels Bohrs Allé i Odense. 

Derfor beder politiet nu om hjælp i sagen. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Vil kortlægge bilens færden

Politiet håber på at kunne kortlægge bilens færden i tidsrummet til og efter drabet, som fandt sted 27. februar. 

Fyns Politi vil særligt gerne have oplysninger om bilens færden fra den 26. februar til den 28. februar 2022 i følgende forskellige områder. 

Det gælder gerningsstedet ved Nyborgvej i dagene forud for drabet, områderne ved Vollsmose, Agedrup og Seden i dagene forud for drabet og i dagene efter drabet.

Hører gerne fra vidner

Sidst, men ikke mindst vil politiet gerne høre fra folk, der eventuelt har set noget i området omkring p-pladsen på Grevenlundsvej og Niels Bohrs Allé. 

Det gælder både i dagene forud for drabet, men også umiddelbart efter afbrændingen af den røde Toyota Aygo.

Man kan kontakte Fyns Politi på 114, hvis man har oplysninger i sagen. 

Powered by Labrador CMS