19-årig død i arbejdsulykke
En 19-årig mand har mistet livet, da han skulle flytte en søjleboremaskine, på en landejendom
En mand har søndag mistet livet i en ulykke nær Randers.
Det oplyser vagtchef Bo Bjerregaard fra Østjyllands Politi over for TV2 Østjylland.
Ulykken er sket på en landejendom i Bjerregrav ved Randers, og den blev anmeldt til politiet klokken 08.37 søndag morgen.
Søndag eftermiddag oplyser vagtchef Mikkel Møldrup til Ritzau, at manden blev 19 år, og at ulykken skete i den afdødes hobbyværksted.
Fik maskinen ned over sig
- Han har anskaffet sig en søjleboremaskine, en meget tung én. Vi skønner, at den ikke vejer under 300 kilo, siger han.
Han fortæller, at manden havde fået maskinen ned over sig. Politiet formoder, at han har forsøgt at flytte den på egen hånd.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt, men ifølge vagtchefen vurderer tilsynet ikke umiddelbart, at det skal foretage sig yderligere i sagen.
Ulykken skete på den 19-åriges adresse. Hans pårørende er underrettet.