18-årig fløjet til hospitalet efter soloulykke
18-årig mand er alvorligt tilskadekommen efter soloulykke. Han er indlagt på Aalborg Universitetshospital
En 18-årig mand er kommet alvorligt til skade og er derfor blevet fragtet med helikopter til Aalborg Universitetshospital efter en soloulykke på Teglbakkevej i Skelund natten til søndag.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Anmeldelsen om ulykken i Skelund, der ligger nordøst for Hadsund, kom klokken 02.14.
De pårørende er underrettet.
Mister herredømmet
Ifølge Jesper Sørensen kom manden kørende ad Teglbakkevej i sydlig retning.
- Han mister herredømmet og forulykker i den modsatte side af vejen og kører ind i nogle træer, siger Sørensen om den foreløbige vurdering af ulykken.
På grund af mistanke om spirituskørsel og muligvis narkokørsel vil manden få taget en blodprøve.
Det formodes også, at manden kørte for hurtigt.
Bilinspektør undersøger
En bilinspektør skal undersøge ulykken nærmere.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.