17-årig dreng dræbt af knivstik i nat
Ingen anholdte i sagen
En 17-årig dansk dreng er natten til søndag blevet dræbt med knivstik ved Kulbanevej i Vigerslev i København.
Det skriver Københavns Politi på X.
Der er endnu ingen anholdte eller mistænkte i sagen.
Som følge af nattens knivstikkeri ved Kulbanevej er den person, som blev stukket med kniv, afgået ved døden på grund af sine skader. Der er tale om en 17-årig dansk dreng. De pårørende er underrettet. Der er pt. ikke anholdt nogen mistænkte i sagen #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) September 8, 2024
Den dræbte drengs pårørende er underrettet.
Kaldt ud til slagsmål
Københavns Politi blev natten til søndag klokken 02.24 kaldt ud til slagsmål ved Kulbanevej.
Men slagsmålet var på tragisk vis endt med dødelige knivstik.
Det er endnu uvist, om drabet er banderelateret.
Spærret af
Gerningsstedet er søndag eftermiddag fortsat spærret af, og der pågår stadig efterforskning og sporsøgning på stedet.
- Vi efterforsker fortsat sagen massivt, hvorfor der vil være afspærringer et stykke tid endnu, skriver vagtchefen hos Københavns Politi på X.
Vi efterforsker fortsat sagen massivt, og vi er stadig tilstede omkring gerningsstedet, hvorfor der vil være afspærringer et stykke tid endnu. Vi kan lige nu hverken be- eller afkræfte, om sagen er banderelateret, men det indgår som en del af efterforskningen #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) September 8, 2024
Vagtchefen bekræfter, at det indgår som en del af efterforskningen, at knivdrabet kan være banderelateret.
Søger vidner
Som en tryghedsskabende foranstaltning for borgerne i området er Københavns Politi til stede med nærpoliti ved gerningsstedet søndag eftermiddag.
- Vi hører også meget gerne fra vidner, som har set eller filmet noget til brug for sagen. Vi kan kontaktes på 1-1-4, skriver vagtchefen.