Htx-elever vandt DM i Teknologi
Hansenberg Gymnasiums dreamteam er Danmarksmestre i Teknologi 2014.
Hansenbergs htx-elever har vundet DM foran fem andre htx-hold, som var med i opløbet i dag, tirsdag. Eleverne blev landets bedste produktudviklere.
Gymnasiets vicerektor har været med hele vejen – og i dag vandt kæmpebolden til affald den endelige sejr.
– Dommerne gav udtryk for, at vores htx’ere havde det mest gennemarbejdede projekt. De havde arbejdet tværfagligt – matematikken var brugt til beregning af kæmpebolden til opsamling af affald, rapporten var velskrevet, og så var eleverne rigtig gode til at fremlægge. Efter de regionale mesterskaber havde de arbejdet videre med projektet, for at undersøge flere materialer, fx glasfiber – det var dommerne dybt imponeret over, siger vicerektor, Peter Michael Kjærgård.
Majbrit Bromann Holm, Magnus Jørgensen og Mette Petersen fra 3.g BiotekMat har opfundet og fremstillet prototypen på produktet, som festivalarrangørerne drømmer om.
– Mette og jeg har været på festivaller, så vi ved, der er brug for vores kæmpebold, som vi kalder Rolling trash. Når vi har spurgt unge, hvorfor de ikke bruger skraldespande, har svaret ofte været, at der er for få, og der er langt imellem dem. Her gør vi det nemt – vores bold kan rulles hen, hvor affaldet er, fortæller Majbrit.
Magnus tilføjer:
– Med Rolling trash i forskellige farver bliver den også klar til affaldssortering.
Som en af de helt store fordele ved Rolling trash nævner eleverne, at det bliver sjovt at smide affald ud – de er helt sikre på, at mange festivalgæster vil bruge deres opfindelse.