16-årig blæser forbi fartkontrol

Betjentene måtte ringe til hans far og mor

Offentliggjort Sidst opdateret

En 16-årig fartgal dreng skal ikke gøre sig de store forhåbninger om at tage et kørekort lige med det samme.

Han blev nemlig knaldet for en perlerække af forseelser onsdag, da Østjyllands Politis færdselssektion var på stikkerne i den vestlige del Aarhus og sydvest for Aarhus.

En del af betjentenes indsats var fartkontrol på Giber Ringvej, fordi flere borgere havde tippet politiet om, at der bliver kørt langt over de tilladte 70 km/t her.

Ræsede forbi

Og det havde borgerne ret i.

Den 16-årige kom drønende forbi hastighedskontrollen med hele 126 kilometer i timen - en overskridelse på mere end 60 procent.

Samtidig kørte han uden sele og talte i håndholdt mobil og havde grundet sin lave alder naturligvis heller ikke noget kørekort.

Den 16-årige blæste på alle færdselsregler. (Arkivfoto)
Den 16-årige blæste på alle færdselsregler. (Arkivfoto)

Far og mor

Igen på grund af den store drengs alder ringede betjentene til hans mor og far og fortalte dem om sønnikes "præstationer".

Han blev sigtet for kørsel uden førerret, kørsel uden sele, kørsel med mobilen i hånden og for en fartoverskridelse på mere end 60 procent.

Og den 19-årige mand, der havde lånt sin bil ud til den 16-årige blev sigtet for at overdrage sin bil til en person uden kørekort.

Powered by Labrador CMS