Nyindkøb bliver matchvinder i United-nedtur
Charlie Austin fik en drømmedebut, da han blev matchvinder i det 87. minut i Southamptons sejr over United
En af sidste sæsons store målslugere i Premier League Charlie Austin vendte lørdag tilbage til ligaen med et brag efter et halvt år i QPR i den næstbedste række i England.
Efter 87 minutters spil kunne den giftige angriber pande bolden ind til en 1-0-føring, da Southampton vandt 1-0 over Manchester United på Old Trafford.
Scoringen faldt i endnu et chancefattigt opgør i Manchester, hvor hjemmeholdet på ingen måde formåede at skabe chancer. Nederlaget blev akkompagneret af pibekoncert fra Uniteds fans, der tydeligt var utilfredse med den sløve indsats
Efter nederlaget ligger Manchester United fortsat nummer to i Premier League med 37 point i 23 kampe. Southampton har 33 point og rykker op på 8.-pladsen.
Manchester United var på hælene i store dele af første halvleg, hvor der stod Southampton på det meste. Der var dog stadig rigtig langt mellem noget, der kunne minde om chancer til gæsterne fra det sydlige England.
I anden halvleg var det et lidt mere energisk Manchester-mandskab, der var blevet sendt ud af omklædningsrummet af hollandske Louis van Gaal.
Heller ikke hjemmeholdet formåede dog at skabe chancer, og gæsterne var faktisk tættest på at komme på måltavlen på et par hovedstødschancer.
I kampens slutning fik Charlie Austin så sin debut for sit nye mandskab, og det skulle vise sig at blive afgørende. Kort før tid kunne den stærke angriber nemlig score til 1-0 og dermed sikre sejren for gæsterne.
Manchester United formåede dermed ikke at følge op sejren over Liverpool i seneste runde, og de svingende resultater fortsætter for den traditionsrige klub.
/ritzau/