TO TEENAGERE ANHOLDT:
13-årig pige fundet dræbt
En 17-årig dreng og en 13-årig pige er anholdt i sag om drab på 13-årig pige i Hjallerup, oplyser politiet
To mistænkte er anholdt, efter at en 13-årig pige blev fundet dræbt i Hjallerup.
Det oplyste Nordjyllands Politi omkring midnat natten til tirsdag.
De to mistænkte er en dreng på 17 år og en pige på 13 år, oplyser politiet i en ny pressemeddelelse omkring klokken 02.45.
- Vi ved, at der er en relation mellem den dræbte og de to anholdte, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os om motivet for drabet. Vi kommer til at undersøge sagen til bunds og afdække hele hændelsesforløbet – før, under og efter, siger fungerende vicepolitiinspektør Mads Hessellund, der leder politiets efterforskningen, i pressemeddelelsen.
Opkald til 112
Politiet modtog klokken 22.10 et alarmopkald via 112 om "et forhold i Hjallerup" nær varmeværket på Gravensgade.
- Ved patruljerne og ambulancens ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet, lyder det i pressemeddelelsen fra midnat.
I den senere pressemeddelelse lyder det, at der blev udført førstehjælp på stedet, men at pigens liv ikke stod til at redde.
De pårørende er underrettet.
To mindreårige anholdt
Kort efter fundet af den 13-årige blev der foretaget anholdelse af de to mindreårige.
Politiet vil ikke oplyse noget om sigtelser mod de to anholdte.
Nordjyllands Politi kan heller ikke oplyse, om der skal afholdes grundlovsforhør tirsdag.
Natten igennem arbejder politiet på højtryk i området omkring Hjallerup Fjernvarme på Gravensgade, som er der, hvor den 13-årige blev fundet.
Politiet er dog også til stede i andre dele af den nordjyske by.
Synligt politi
Borgere i og omkring Hjallerup skal forvente at se synligt politi, beredskab og hjemmeværn. Politiets hunde kommer også til at søge efter spor forskellige steder.
Der kommer også til at være afspærringer i byen tirsdag morgen, fordi der foregår tekniske undersøgelser.
- Vi understreger, at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, men vi har fuld forståelse for, hvis det afføder utryghed i området og mange spekulationer om, hvad der kan være sket, siger Mads Hessellund i den senere pressemeddelelse.
Søger vidner
Han opfordrer samtidig alle med oplysninger i sagen til at kontakte politiet på 114.
- Alle oplysninger kan være værdifulde og bidrage til politiets efterforskning.