110 personer anholdt efter fodboldkamp
86 af de anholdte er danskere
110 personer blev anholdt efter FC Københavns kamp torsdag aften i Eindhoven.
86 af de anholdte personer er danskere.
Det skriver Ekstra Bladet.
Anholdelsen skete i forbindelse med små optøjer umiddelbart efter opgøret.
Her forsøgte flere fans adskillige gange at konfrontere hinanden, hvilket resulterede i, at politiet måtte skride ind og anholde personerne, skriver avisen.
Løsladt igen
Hollandsk politi bekræfter dog fredag over for avisen, at alle danskere der blev anholdt, er blevet løsladt igen.
I første omgang blev de ellers taget en tur med på stationen.
- Gruppen blev lukket inde af politiet, og alle blev taget med på politistationen. Disse personer er tiltalt for at skabe uro, fortæller en talsperson fra hollandsk politi til Ekstra Bladet.
Kampen mellem PSV Eindhoven og FC København endte 4-4.