10 kilometer for meget i timen koster 3.000

Der er dobbelt op ved vejarbejde

Vejarbejdere har henvendt sig til politiet - de er nervøse for deres sikkerhed.
Vejarbejdere har henvendt sig til politiet - de er nervøse for deres sikkerhed.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har i fem kontroller snuppet mere end 200 bilister ved samme vejarbejde.

Det skriver Østjyllands Politi på sin Facebook-side.

Ét af de steder i Østjylland, hvor vejarbejderne har været nervøse for deres sikkerhed, er ved Nordskellet i Randers. 

Efter arbejdernes henvendelse har Østjyllands Politi foreløbigt fem gange haft en fotovogn på stedet:

216 bilister kørte over det tilladte, 19 bilister fik et klip i kørekortet, og 16 bilister fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Dobbelt bødetakst

"Ud over at det er farligt og voldsomt utrygt for dem, der arbejder på stedet, så kan det også blive en ekstra dyr fornøjelse for de bilister, der kører for stærkt ved et vejarbejde. Her gælder der nemlig dobbelt bødetakst", oplyser politiet.

Hvis du for eksempel kører 50 kilometer i timen på en strækning med vejarbejde, hvor du må køre 40 kilometer i timen, koster det 3.000 kroner i bøde mod normalt 1.500 kroner.

Det betyder i samme åndedrag, der skal mindre til, inden kørekortet ryger. 

"Vi fortsætter med vores løbende kontroller ved Nordskellet og ved andre steder, hvor der er vejarbejde", skriver Østjyllands Politi. 

Powered by Labrador CMS