10-årig spillede død: Så tre blive dræbt
Den 10-årige pige ringede til sin bedstemor efter at have set hele familien blive skudt af en maskeret gerningsmand
Tre familiemedlemmer blev skudt og dræbt i en lejlighed i det sydvestlige Houston, men en blot 10-årig pige ringede efter hjælp efter at have ligget og spillet død. Det skriver ABC 13.
Den 10-årige pige ringede til sin bedstemor, som fik kontakt til politiet.
Politiet i Houston kom ud til adressen 12100 block Fondren tæt på West Airport lidt efter klokken 22.30 lokaltid.
En 6-årig pige, hendes mor og far blev alle skudt og dræbt.
I alt havde familien fire børn; den 10-årige, der overlevede, en et-årig dreng, der gik fri af skader og en 8-årig, der var sammen med sin onkel på gerningstidspunktet.
Blev skudt i armen
Den 10-årige gik ikke selv fri af skader, men blev skudt i armen af en mand, som hun har beskrevet som maskeret.
Gerningsmanden havde placeret familien i sofaen og så skudt dem én efter én i hovedet.
Den 10-årige foretog et videoopkald til bedstemoderen, der viste mere eller mindre alt, beskriver lokale medier.
Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, mens efterforskere ligeledes undersøger videoovervågning i området.