10-årig alvorligt kvæstet
En tiårig dreng er alvorligt kvæstet efter ulykke på el-løbehjul
En tiårig dreng er hårdt kvæstet efter en ulykke på el-løbehjul tirsdag eftermiddag i Horsens.
Det skriver Horsens Folkeblad, der har talt med vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Ulykken skete på Chr. M. Østergaardsvej tirsdag klokken 16.09.
Ifølge politiet kørte tre drenge i tiårsalderen på et el-løbehjul - en fører og to passagerer bagved.
Bilist kunne ikke undvige
Drengene kørte på Pilegade i østlig retning og direkte ud på Chr. M. Østergaards Vej, hvor en 73-årig kvindelig bilist fra Horsens ikke havde chance for at undvige og ramte drengene, skriver Horsens Folkeblad.
Det var en dreng på 11 år, der førte el-løbehjulet. Han fik mindre personskade, mens den tiårige altså blev hårdt kvæstet. Ifølge Horsens Folkeblad fremgår det ikke, om den tredje dreng på el-løbehjulet kom til skade.
Den kvindelige bilist er uskadt.