Udland

Krigen i Ukraine svækker EU’s økonomi i 2022

EU's økonomi bliver svækket af krigen i Ukraine. Men EU-Kommission forventer fortsat vækst i 2022.

Det er kun tre uger siden, at EU-Kommissionen i sin økonomiske vinterprognose spåede flot økonomisk vækst i EU i 2022.

Men siden da har Rusland invaderet Ukraine. Og mens bomberne er faldet i Ukraine, er energipriserne røget i vejret i Europa.

Nu erkender EU-Kommissionen, at prognosen for 2022 med en vækst på 4,0 procent ikke kommer til at holde. Men EU-Kommissionen forventer fortsat, at EU-landenes økonomi samlet set vil vokse i 2022.

Det siger EU-kommissær for økonomi, Paolo Gentiloni, på et pressemøde onsdag.

– På nuværende tidspunkt forventer vi ikke, at den økonomiske vækst i 2022 vil blive afsporet, men den vil blive svækket, siger Paolo Gentiloni.

EU-Kommissionen arbejder nu på at komme med et nyt vækstskøn for 2022. Men ifølge Paolo Gentiloni er det svært på grund af situationen i Ukraine.

– Usikkerhed og risici er steget markant, siger Paolo Gentiloni.

Han påpeger, at EU-landenes økonomier netop var på vej ud af corona-epidemien, da Rusland invaderede Ukraine. Nu bliver EU-landenes økonomi i stedet ramt på flere fronter på grund af krigen.

Det mest åbenlyse er stigende energipriser. Olieprisen er nu over 110 dollar per tønde. Det er det højeste i otte år, og alene i denne uge er priserne steget med næsten ti procent.

Gaspriserne er steget til det højeste niveau nogensinde, i en situation hvor Rusland normalt leverer omkring 40 procent af Europas gas.

Men EU-landenes økonomi bliver også ramt på andre punkter. Finanssektoren bliver påvirket af sanktioner. De kendte problemer med forsyningskæder og levering af varer bliver ifølge Gentiloni også forværret af situationen.

– Det har alt sammen betydning for tiltroen til økonomien. Og hvis den falder, så har det også i sig selv betydning, siger Paolo Gentiloni.

Han peger dermed på, at forbrugere normalt holder igen med indkøb, og virksomheder holder igen med investeringer, når der er stor usikkerhed.

På et pressemøde onsdag gør EU-kommissærerne det dog samtidig klart, at sanktionerne er nødvendige for at støtte Ukraine og straffe Rusland.

– Sanktionerne er prisen, som Kreml må betale for sin aggression og grove overtrædelse af international lov, siger næstformand for EU-Kommissionen Valdis Dombrovskis.

/ritzau/

Back to top button