Forbrug

Kør sammen og spar tusindvis af kroner

Der er en økonomisk gevinst at hente, hvis du åbner bildøren for selskab på din daglige køretur til og fra arbejde.

Mindre kø på motorvejen, mere luft på kontoen og knap så meget CO2 i atmosfæren.

Fordelene ved at dele din bil med andre er mange.

I hvert fald hvis du spørger Vejdirektoratet, der her i efteråret kører en kampagne, der skal sætte skub i samkørslen ude i hverdagstrafikken.

– Der er masser af ledige pladser i bilerne ude på vejene, og der er en god sum penge at spare ved at køre sammen og deles om udgifterne, siger Andreas Egense, der er afdelingsleder for Transportanalyse hos Vejdirektoratet.

Beregninger herfra viser, at hvis du eksempelvis har 80 kilometer til arbejde, kan du årligt spare op til 30.000 kroner ved enten at tilbyde andre et dagligt lift eller selv lade bilen stå og hoppe ind på nogle andres bagsæde.

Muligheden for at spare penge er en afgørende motivation for en stor del af dem, der bruger delebiltjenesten GoMore.

Det fortæller firmaets kommunikationschef, Jeanette Søby.

– De stigende energipriser har gjort, at der er rigtig mange, som tager et lift eller lejer deres bil ud. For nogle af vores medlemmer betyder det endda, at de har råd til at beholde deres bil.

Hvis du er ny, når det gælder samkørsel, er det en god idé at starte helt lokalt, råder Andreas Egense.

– Engager dig i lokale facebookgrupper, eller spørg i dit nabolag, om der er nogen, der skal samme vej som dig, foreslår han og fortsætter:

– Du kan også finde ud af, om der er nogle fra din arbejdsplads eller dit studie, som bor tæt på dig og gerne vil følges ad.

Derudover findes der en række forskellige apps, hvor du kan tilbyde lift, få lift eller leje din bil ud, når du ikke bruger den.

– Det smarte ved at bruge en platform til at leje din bil ud er, at du er sikret forsikringsmæssigt, og samtidig er der stor transparens, i forhold til hvem du låner din bil ud til, siger Jeanette Søby.

Aftaler du at køre sammen med nogen, der ikke bor i dit lokalområde, findes der en række såkaldte samkørselspladser langs vejene, hvor den ene part kan stille bilen, hvorefter man kører videre sammen.

– Det kan være en god løsning, hvis man bor ude på landet og ikke har en nabo, der skal i samme retning. Men måske er der en fra nabokommunen, der skal det, og så mødes man på samkørselspladsen, siger Andreas Egense.

Springer du ud i at dele en bunke kilometer med en fremmed, så er der mere at hente end en økonomisk gevinst, lyder det fra Jeanette Søby.

– Vi har folk, der skriver ind med sjove historier. For eksempel mødte bandet Phlake hinanden på bagsædet af en delebil. Det er lige så meget en oplevelse, du køber ind på, og en måde at møde nye mennesker på.

/ritzau fokus/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker