Sport

Klopp om FA Cup-triumf: Vi er mentale monstre

Jürgen Klopp hylder sine spilleres mentale robusthed efter sejren i straffesparkskonkurrence i FA Cup-finalen.

For anden gang på lidt under tre måneder vandt Liverpool lørdag en engelsk pokalturnering ved at slå Chelsea efter en straffesparkskonkurrence.

Men hvor det i slutningen af februar var Liga Cuppen, som Liverpool vandt, så tog Jürgen Klopps mandskab denne gang titlen i den prestigefyldte FA Cup.

Efter 120 minutter uden mål blev det hele altså afgjort fra 11-meterpletten, hvor den tidligere Esbjerg-lejesvend Kostas Tsimikas scorede det sejrsgivende mål på Liverpools syvende forsøg.

– Jeg kunne ikke være mere stolte af mine drenge. Det arbejde, de udførte, og hvor hårdt de kæmpede, siger Jürgen Klopp ifølge BBC Sport.

– Det var nervepirrende i straffesparkskonkurrencen. Mine negle er væk, men jeg føler virkelig med Chelsea. For anden gang spiller de 120 minutter uden at få noget med sig. Det er for hårdt.

– Vi er mentale monstre, men der var også mentale monstre i blåt. Det var ét straffespark (der gjorde forskellen, red.). Chelsea spillede fantastisk, men i sidste ende er der én vinder, og det var os.

Det er Liverpools første FA Cup-triumf siden 2006.

Liverpool har altså nu vundet to titler og kan sætte yderligere to pokaler i skabet, inden sæsonen er omme.

Holdet har således mulighed for at ende som engelsk mester, omend det ser svært ud. Med to kampe tilbage er Liverpool tre point efter Manchester City.

28. maj skal Liverpool spille endnu en stor finale, når det gælder kampen om Champions League-trofæet. Her venter Real Madrid på Stade de France i Paris.

– Det er enestående og vanvittigt, at vi kan tale om at vinde fire titler, siger Klopp ifølge AFP.

Jagten på fire titler kan dog være yderligere vanskeliggjort, efter at Mohamed Salah, der ligger øverst på topscorerlisten i Premier League, samt forsvarsklippen Virgil van Dijk ikke var i stand til at spille lørdagens finale færdig på grund af skader.

– Jeg tror, at begge vil være klar til tirsdag, siger Klopp om den kommende ligakamp mod Southampton.

/ritzau/

Back to top button