Udland

Klimaforandringer forvandler natur til brandfarlige krudttønder

Et stort antal naturbrande er uundgåeligt som følge af den globale opvarmning, siger FN's miljøprogram, Unep.

Antallet af store naturbrande vil stige kraftigt i de kommende årtier som følge af den globale opvarmning. Og verdens regeringer må være langt bedre forberedt på den død og ødelæggelse, som vil blive forvoldt af brandene.

Sådan lyder advarslerne i en ny FN-rapport.

– Selv de mest ambitiøse bestræbelser på at få nedbragt udledningerne af drivhusgasser vil ikke kunne forhindre en dramatisk stigning i antallet af naturbrande, hedder det i rapporten fra FN’s Miljøprogram, Unep.

– Henimod slutningen af dette århundrede vil sandsynligheden for naturbrande hvert år af samme omfang som brandene i Australien i 2019-2020 være steget med 31-57 procent, skriver UNEPs forskere.

– Opvarmning gør planetens landskaber til “krudttønder”. Og mere ekstremt vejr med stærke og tørre vinde vil få brandene til at blusse mere op, hedder det.

– Naturbrandes ødelæggende betydning for folks liv – socialt, helbredsmæssigt og psykologisk – vi være dybt traumatisk og meget langvarig, advarer forskere fra FN’s Fødevareprogram, FAO.

En nylig undersøgelse i tidsskriftet The Lancet konkluderede, at naturbrande gennemsnitligt forårsager over 30.000 dødsfald årligt. Undersøgelsen omfattede 43 nationer.

Næsten tre milliarder pattedyr, krybdyr, fugle og padder blev dræbt eller skadet under Australiens ødelæggende naturbrande i 2019-2020.

/ritzau/AFP

Back to top button