Udland

Kilder: Macron meldes klar til at gå ind i Frankrigs valgkamp

Meningsmålinger tyder på, at den franske præsidentvalg vil blive genvalgt over to valgrunder i april.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil senere torsdag meddele, at han genopstiller ved Frankrigs præsidentvalg i næste måned, siger kilder i hans kampagnestab til AFP.

Det har været taget for næsten givet, at Macron ville genopstille, men det har ikke været bekræftet fra ham selv på noget tidspunkt, selv om valgkampen længe har været i fuld gang.

Macron vil give meddelelse om sit kandidatur i et “brev til franskmændene”, som lægges ud online torsdag, siger AFP’s kilder.

Den franske leder, som har spillet en central rolle i det internationale diplomati omkring Ukraine, er tæt på tidsfristen for at melde sig som kandidat. Fristen udløber fredag klokken 19.00.

De seneste meningsmålinger tyder på, at Macrons rolle i krisen har styrket opbakningen til ham, mens hans konservative udfordrer, Valerie Pecresse, har mistet terræn.

I valgkamp er der bevægelse på den ydre højrefløj, hvor Marine Le Pen synes at have tabt terræn til den mere iltre rival Eric Zemmour.

Zemmour, der først blev kendt som journalist og som en populær talkshowvært, er halet ind på Le Pen i meningsmålingerne. Samtidig har flere af Le Pens allierede forladt hende under valgkampen.

En meningsmåling torsdag fra Kéa Partners for Les Echos og Radio Classique viser, at Macron i første runde vil få 27 procent af stemmerne, mens Le Pen står til at få 18 procent, Pecresse 14 procent og Zemmour 12 procent.

En anden afgørende valgrunde vil ifølge målingen blive et opgør mellem Macron og Le Pen, hvor Macron vil gå af med sejren med 56 procent af stemmerne.

Valgets første valgrunde er 10. april. De to bedst placerede kandidater går videre til den anden valgrunde 24. april.

/ritzau/AFP

Back to top button