Viktor Axelsen som tegneseriefigur

Ketsjerkongen medvirker i det nye Anders And-blad ligesom sine kendte forgængere

Offentliggjort

Denne sommer har i den grad stået i sportens tegn. Først med EM i fodbold og siden med cykelløbet Tour de France og tennisturneringen Wimbledon.

Nu er det de olympiske lege, der løber af stablen i Paris.

Sport og god holdånd er også temaet i det nye Anders And-blad, der udkommer torsdag 1. august, hvor den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen bliver portrætteret.

Under navnet Viktor Axelsand deler han ud af sin viden om god sportsånd.

Gode minder

Badmintonspilleren læste selv Anders And-blade, da han var barn.

- Jeg har masser af gode minder fra ferier eller badmintonture, hvor Anders And-bladet har været med os rundt i Danmark, siger den 30-årige ketsjerkonge i pressemeddelelse.

Viktor Axelsen deltager i herresingle i badminton under de olympiske lege, og han er et af de helt store håb om en dansk OL-medalje.

Det er tredje gang, at han deltager i legene. Da han deltog i 2016, vandt han bronze, mens han i 2021 sikrede sig guld.

Rigtigt langt

- Det er vigtigt for mig at vise børn og unge, at igennem hårdt arbejde og ydmyghed kan man komme rigtig langt, siger han og fortsætter:

- Det er et kæmpe privilegie for mig, at der er så mange børn og unge, der følger mig. Det er noget, jeg ikke tager for givet.

I lørdags vandt Viktor Axelsen sin første kamp ved dette års OL, og mandag aften venter den næste i rækken.

Det er ikke første gang, at en dansk sportsstjerne har været med i et Anders And-blad. Tidligere har blandt andre tennisspiller Caroline Wozniacki, racerkører Kevin Magnussen og fodboldspiller Rasmus Højlund også medvirket.

I lørdags vandt badmintonspiller Viktor Axelsen sin første kamp ved dette års olympiske lege over Dahal Prince fra Nepal. Mandag aften venter den næste i rækken - Misha Zilberman fra Israel.
Powered by Labrador CMS