Værtsrokade på TV 2: De vender nu tilbage

Divya Das og Lasse Sjørslev vender tilbage til nyhederne efter et par års udlån på "Go' aften live". Ask Rostrup er ny politisk analytiker.

Offentliggjort

Et par velkendte ansigter vender retur til TV 2 Nyhederne.

Lasse Sjørslev og Divya Das, der begge har været udlånt som værter på aktualitetsprogrammet "Go' aften live", skal fra september igen læse nyhederne op.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Valgt med hjertet

- Lasse og Divya har begge valgt med hjertet at vende tilbage til deres udgangspunkt som værter, uddyber chefredaktøren på TV 2 News, Anne Mette Svane, i pressemeddelelsen.

Hun tilføjer derudover, at nyhedsvært Ask Rostrup slutter sig til TV 2's Christiansborg-redaktion, hvor han bliver ny politisk analytiker op til næste års kommunalvalg og med et folketingsvalg i sigte i de kommende år.

- Ask Rostrup er en fantastisk dygtig formidler og analytiker af dansk politik, som han har dækket og fulgt indgående over tre årtier, siger Anne Mette Svane i pressemeddelelsen og fortsætter:

Kritisk sans

- Med høj troværdighed, dyb viden og en veludviklet kritisk sans sætter Ask Rostrup altid en ære i at gøre politik forståeligt og tilgængeligt, så endnu flere danskere har lyst til at følge udviklingen i dansk politik, lyder det fra TV 2 News' chefredaktør.

Ask Rostrup kommer fra stillingen som vært på TV 2 News og for det politiske magasin "Besserwisserne". Værtsjob, som Lasse Sjørslev nu overtager .

Også Divya Das får opgaver på TV 2 News, hvor hun skal være vært på eftermiddagsprogrammet "News & Co.".

Hun har været barselsvikar på "Go' aften live" for Petra Nagel, der nu vender tilbage.

TV 2 opruster på politisk analyse i en intens periode i dansk politik med kommunalvalg og folketingsvalg i sigte i de kommende år, oplyser stationen.
Powered by Labrador CMS