Tidligt på skærmen hos TV 2

Efter 11 år på P3 skifter radioværten Andrew Moyo æteren ud med tv-skærmen som ny vært på 'Go' Morgen Danmark'

Offentliggjort

Der møder snart TV 2's morgenfriske seere et nyt ansigt, når de tænder for "Go' morgen Danmark".

Den tidligere radiovært på P3 Andrew Moyo har valgt at skifte æteren ud med en fremtid som tv-vært på TV 2.

Det meddeler TV 2 i en pressemeddelelse.

En følgesvend

Her kalder Andrew Moyo programmet for en følgesvend i det meste af hans eget liv.

- Jeg har også altid været tidligt oppe, så det har været rart at tænde fjernsynet og se, at andre mennesker også er oppe og i gang. Og så betyder "Go' Morgen Danmark" meget for den samtale, vi kan have med hinanden, og hvad vi snakker om i løbet af dagen.

Gør ham glad

- At jeg må være med til at forme den samtale gør mig virkelig glad og stolt og ret nervøs, for den er vigtig, siger Andrew Moyo i pressemeddelelsen.

Andrew Moyo kommer til at indgå i værtsteamet, som består af Ida Wohlert, Louise Wolff, Michèle Bellaiche, Mikkel Kryger, Petra Nagel, Steen Langeberg, Lise Rønne og Rasmus Staghøj.

Pladsen blev ledig

Ud over sit virke på flere af P3's radioprogrammer har Andrew Moyo også erfaring fra tv. Sidste år kastede han sig ud som skuespiller i serien "Guldfeber", som er inspireret af hans egne livserfaringer som telefonsælger.

Adam Duvå Hall rykker i stedet til "Go' aften live". Her slutter Søren Lippert sig også til. Han fortsætter dog med at lave sit selvbetitlede magasin, "Lippert" på TV 2 News.

Værtsrokaden er blevet igangsat, efter at Lasse Sjørslev vendte tilbage som nyhedsvært efter en række år på "Go' aften live".

Powered by Labrador CMS