‘The Julekalender’ med nye ansigter
TV-Klassikeren er omdannet til teaterforestilling, og det bliver skægt, forsikrer Gordon Kennedy
Teaterudgaven af "The Julekalender" rykker nu fra Herning Ny Teater til hovedstaden med De Nattergales velsignelse.
Til næste år
Næste år kommer Gertrud Sand til at "stå under æ mistelten" i Glassalen i Tivoli i København, når den populære voksenjulekalender "The Julekalender" bliver genopført som musikforestilling.
Det annoncerer Lion Musicals i en pressemeddelelse i samarbejde med Live Nation og Herning Ny Teater.
De er idémænd
Ligesom den originale "The Julekalender", som blev sendt på TV 2 første gang tilbage i 1991, er 'De Nattergale' og Hans Erik Saks også idémændene bag musikforestillingen.
Men det er dog ikke Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen, der går på scenen i musikforestillingen og synger julekalenderklassikerne "It's hard to be a nissemand" og "Støvledans".
Han spiller 'Hansi'
Det er derimod Gordon Kennedy, som spiller nissen Hansi og den onde nissehader, den såkaldte "nåsåer" Benny Jensen, mens at Jesper Lohmann besjæler nissen Fritz og kartoffelavleren Oluf Sand, og Christian Damsgaard portrætterer nissen Günther og Oluf Sands hustru, Gertrud.
Meget beærede
- Vi er til stadighed benovede over at have skabt noget med så lang holdbarhed, at det er blevet folkeeje. Derfor er vi også meget beærede over, at teaterpublikummet har taget så godt imod forestillingen, siger Uffe Rørbæk Madsen i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Deres støtte har nu gjort det muligt for os at føre forestillingen videre til hovedstaden, hvor vi håber, at københavnerne vil tage lige så godt imod en historie fra det mørke Jylland.
Fra Herning til hovedstaden
I år er første gang, at "The Julekalender" er blevet opsat som musikforestilling. Næste år rykker den således fra Herning Ny Teater til hovedstaden, hvor den opføres fra 21. november til 20. december 2025.