Tændte helt af på hotelansat
Russell Crowes talent spænder milevidt fra muskelsvulmende gladiator til fedladen Fox News-stifter og skizofren matematiker
Den newzealandskfødte skuespiller, filmproducer og musiker Russell Crowe med maorirødder har undergået mange transformationer i sin karriere.
Fra toptrimmet og Oscar-belønnet Hollywood-stjerne i "Gladiator" i 2000, og til han i dag mere ligner familiens bamsede morfar.
Den 7. april fylder han 60 år.
Talentet har hele vejen været ubestrideligt. Det samme har temperamentet.
Smed med telefon
Som da han under indspilningen til glansrollen som den romerske general, der bliver gladiator, i Ridley Scotts episke film "Gladiator", senere blev beskyldt for at ville have slået produceren ihjel.
Eller da han i 2005 blev anholdt på et hotel i New York, fordi han havde smidt en telefon i hovedet på receptionisten i raseri over ikke at kunne få fat i sin familie.
Men det skal med i sammenhængen, at hans raseri under Gladiator-filmen skyldtes, at hans personlige assistenter fik for lidt i løn af produktionsselskabet, der blandt andre fik økonomisk støtte af Steven Spielbergs DreamWorks.
Blev væk fra prisuddeling
For i andre sammenhænge har Crowe været en generøs mand med holdninger og hang til at støtte diverse gode formål.
Som da han i 2020 blev udråbt til vinder ved Golden Globes for en miniserie, men blev hjemme i Australien, der var hærget af voldsomme brande.
I en videotakketale slog han fast, at brandene skyldtes klimaforandringer, og han opfordrede verden til at satse på vedvarende energi og respekt for planeten.
Ville være rockmusiker
Efter en ungdomsdrøm om at blive rockmusiker gjorde han Australien til sit hjemland og kom tidligt ind i filmbranchen.
Crowe fik sit gennembrud i 1992 i dramaet "Romper Stomper" som ung nynazist. Siden fulgte international anerkendelse for hans roller i thrilleren "L.A. Confidential" og "The Insider".
Og titelrollen i "Gladiator" cementerede ham som en af tidens store skuespillere og gav ham et hav af priser.
Siden fulgte hovedrollen i "Et smukt sind" som den geniale matematiker John Nash, som kæmper med skizofreni, og som understregede Crowes evne til at spille komplekse følelsesmæssige roller.
To mange kilo på
For selv om en række af hans roller har lugtet stramt af rå maskulin testosteron, så kan Crowe meget mere end spille hård nød.
At han er villig til at gå hele vejen i sine roller, viste han igen i den bærende rolle i tv-serien "The Loudest Voice" i 2019.
Bygget på den autentiske historie om Roger Ailes, en republikansk toprådgiver og stifter af den højreorienterede tv-station Fox News.
I rollen tog Crowe utallige kilo på og forvandledes til den diktatoriske leder af Fox-imperiet, som opbyggede Donald Trump, men som faldt fra tinderne på grund af sexanklager.
Fraskilt
I Crowes tidlige skuespillerår i Australien mødte han sangeren Danielle Spencer, som han senere giftede sig med, og som havde ord for at kunne tøjle hans temperament.
De gik fra hinanden i 2012 efter ni års ægteskab, hvor de fik to drenge sammen.