Se hvem hun parodierer
Pernille Schrøder fortsætter i den rolle, som Lisbet Dahl slap under sin tid i Cirkusrevyen
Det kan godt være Lisbet Dahl er mest kendt i Lars Løkke-karikaturen på scenen i Cirkusrevyen.
Men det er altså Pernille Schrøder, der har ’født’ ham for mere end 15 år siden i både Nykøbing Falster- og Odense Vinterrevy.
Patent på
- Og nu tager jeg den med til Cirkusrevyen, og det håber jeg, at man kan tillade sig, da Lisbet Dahl har haft patent på at lave figuren herude i mange år, afslørede den 60-årige skuespiller til Nyheder.dk ved pressemødet forud for premieren på Danmarks største sommerrevy i teltet på Bakken i Klampenborg.
En glad kegle
- Det er nemt at spille Løkke, fordi han er en glad kegle. En levemand som er ligeglad med at slipset sidder skævt, og at jakkesættet ikke rigtigt passer, lød det fra Pernille Schrøder, der kan opleves på scenen i et umage politikerpar med Merethe Mærkedahl i rollen som Mette Frederiksen.
Stemningen er vidunderlig
Pernille Schrøder har været i Cirkusrevyen ad flere omgange i karrieren.
- Det er som at tage et par gamle handsker på. Stemningen er vidunderlig, og i disse dage, hvor det hele skal samles, myldrer det med teknikere, tøjdamer og skøre idéer, som opstår undervejs, fortalte hun.
Parodi på Nik & Jay
Udover Lars Løkke skal Pernille Schrøder lave en parodi på popduoen ’Nik & Jay’ sammen med Henrik Lykkegaard.
- Dem her jeg også parodieret rigtigt mange gange. Udfordringen her er at skulle danse noget hiphop, og det gør jeg meget ud at få lært, sagde hun.
Som noget nyt fik Cirkusrevyen sidste år gennemført at holde et par ugers sommerferie.
- Jeg har besluttet mig for at holde ’staycation’ (ferie derhjemme, red.), og det skyldes, at jeg skal ud at rejse til september, når det hele afsluttes herude, sagde hun.